Ingen bør snyde sig selv for Urtidskrøniken – heller ikke denne 6. og sidste del. Spænding, nærvær og levende historie for alle.
Jeg vil begynde med efterskriftet. Her skriver Michelle Paver, at menneskene der levede på ”…Toraks tid så ud som du og jeg, men deres måde at leve på var meget anderledes.”
Jeg tror, at en stor del af nøglen til det vellykkede i de 6 romaner i denne serie er, at Paver formår at få sine personer (menneskelige som ikke-menneskelige) til at tænke og føle og agere, på en måde som virker absolut vedkommende og genkendelig for os, selv om historien foregår for 6000 år siden og selv om nogle af ”personerne” slet ikke er mennesker.
I denne sidste bog om Torak, er der gået 3 år siden vi først mødte ham i Ulvens bror. Det er ikke småting han siden da har oplevet og bekæmpet, og det er desværre ikke slut endnu. Den sidste ”sjælespiser”, Eostra, kæmper videre og hun har en plan – og den er Torak en del af. Toraks særlige evner er meget attraktive for en ond troldkvinde, og hun skyer ingen midler for at bemægtige sig dem.
Torak er bange, men han er også vred, og utålmodigheden ulmer i ham. Fin-Kendinn og Renn prøver at få ham til at forstå, at det er for farligt for ham at drage af sted og møde Eostra alene, at det netop er det hun er ude på, for at lokke ham til. Men Torak er ikke til at standse, og han tager alligevel af sted alene – tror han.
Bøgerne om Torak: Ulvens bror, Skovens kraft, Sjælespiserne, Udstødt, Toraks løfte og Sjælenes nat, er fulde af action, venskaber, fjendskaber, spændende skildringer af levevis, våben, medicin og et liv, hvor naturens ånder er lige så levende en del af hverdagen, som den træstub man måtte sidde på.
Urtidskrøniken kan med stor fornøjelse læses – også højt – af og for alle aldre fra skolealderen og op.
Michelle Paver: Sjælenes nat (Urtidskrøniken; 6) Carlsen, 2009.-250 sider
